Helnæs sogn har været ramt af en helt uforståelig tragedie i december, som har præget og stadig præger beboerne på Helnæs. I dagene efter den 9. december var sorgen og utrygheden stor. Derfor var der mange, som samledes i kirken torsdag den 13. december og bagefter deltog i sammenkomsten på Café Helnæs Mejeri – som ekstraordinært holdt åbent den dag. Tak for det. Det har været slående at mærke den respekt, som alle beboerne har udvist overfor alle de involverede personer i tragedien og deres pårørende, det har været rørende at være vidne til.

Her viderebringes talen ved mindehøjtideligheden i Helnæs kirke, som blev en smuk oplevelse, hvor fællesskabet på Helnæs bar alle gennem dagen.

Tale ved mindehøjtideligheden:

”Det tog ikke lang tid, før vi her i kirken blev enige om at samle alle jer helnæsboere i dette kirkerum efter den tragiske hændelse i søndags.

For kirkerummet er godt at samles i, når vi oplever det, som vi kan have svært ved at bære som mennesker – og specielt bære alene. Det er i sådanne situationer, at vi længes efter at være sammen – mærke fællesskabet – mærke at andre har det på samme måde.

Disse vægge i kirken her på Helnæs har i 400 år været vidne til mange tragiske hændelser. Mennesker har til tider været ulykkelige, når de har siddet på kirkebænkene, sådan som mange af jer er det i dag.

Der er situationer, hvor man bliver nødt til at træde væk fra hverdagen, væk for dagligdagens gøremål og krav om effektivitet – og i stedet lade følelserne få lov til at fylde.

Og det kan man i dette kirkerum - for her er der altid fokus på grundværdierne i livet: troen, håbet og kærligheden, det der også giver os tilgivelsen og barmhjertigheden.

Dette skal vi finde frem i dag, det som kan løfte os ud af vores hverdag og daglige gøremål, det som er så vigtigt at finde frem, når livet rammer os hårdt.

Sidste søndag, den 2. søndag i advent, begyndte traditionen tro godt med masser af opbakning til ”Jul på Helnæs” – som jo er en kæmpe glæde for alle, der deltager, både jer Helnæsboere og folk udefra. Ingen vidste om formiddagen, at allerede først på eftermiddagen ville alt være forandret. Så man fremover nok mest vil huske ”Jul på Helnæs” 2018 som det år, hvor det helt uforståelige og tragiske skete på denne ellers så fredelige ø.

Mange af jer sidder sikkert stadig i chok - og forsøger at forstå det ubegribelige. Vi får nok aldrig helt en forklaring på, hvordan det kunne ske.

Livet kan pludselig både forandres og sluttes – uden forudanelse. I løbet af ingen tid har livet for de involverede og pårørende til søndagens hændelse fået en slutning eller en voldsom drejning. De er nu i sorg og i en situation, som de ikke havde drømt om, de ville være i, før det faktisk skete.

Det er et eksempel på, hvordan vi ikke har nogen garanti her i livet. Det kan fremkalde angst, og vi skal nu sørge for, at denne angst ikke kommer til at gribe for meget ind i vores liv. Det kan vi gøre ved, som førnævnt, at fokusere på troen, håbet og kærligheden.

Hændelsen skal også minde os om, at vi skal huske at være tilstede i livet her og nu – og ikke bruge tiden på at bekymre os om noget, der muligvis kan ske. Som Jesus siger: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

Det er dette et eksempel på.

Vi bliver nødt til at forholde os til det som er her og nu og få det bedste ud af det liv, det liv, som vi nu engang har fået. Huske at være 

Det er et eksempel på, hvordan vi ikke har nogen garanti her i livet. Det kan fremkalde angst, og vi skal nu sørge for, at denne angst ikke kommer til at gribe for meget ind i vores liv. Det kan vi gøre ved, som førnævnt, at fokusere på troen, håbet og kærligheden.

Hændelsen skal også minde os om, at vi skal huske at være tilstede i livet her og nu – og ikke bruge tiden på at bekymre os om noget, der muligvis kan ske. Som Jesus siger: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

Det er dette et eksempel på.

Vi bliver nødt til at forholde os til det som er her og nu og få det bedste ud af det liv, det liv, som vi nu engang har fået. Huske at være 

Dette skal vi finde frem i dag, det som kan løfte os ud af vores hverdag og daglige gøremål, det som er så vigtigt at finde frem, når livet rammer os hårdt.

Sidste søndag, den 2. søndag i advent, begyndte traditionen tro godt med masser af opbakning til ”Jul på Helnæs” – som jo er en kæmpe glæde for alle, der deltager, både jer Helnæsboere og folk udefra. Ingen vidste om formiddagen, at allerede først på eftermiddagen ville alt være forandret. Så man fremover nok mest vil huske ”Jul på Helnæs” 2018 som det år, hvor det helt uforståelige og tragiske skete på denne ellers så fredelige ø.

Mange af jer sidder sikkert stadig i chok - og forsøger at forstå det ubegribelige. Vi får nok aldrig helt en forklaring på, hvordan det kunne ske.

Livet kan pludselig både forandres og sluttes – uden forudanelse. I løbet af ingen tid har livet for de involverede og pårørende til søndagens hændelse fået en slutning eller en voldsom drejning. De er nu i sorg og i en situation, som de ikke havde drømt om, de ville være i, før det faktisk skete.

Det er et eksempel på, hvordan vi ikke har nogen garanti her i livet. Det kan fremkalde angst, og vi skal nu sørge for, at denne angst ikke kommer til at gribe for meget ind i vores liv. Det kan vi gøre ved, som førnævnt, at fokusere på troen, håbet og kærligheden.

Hændelsen skal også minde os om, at vi skal huske at være tilstede i livet her og nu – og ikke bruge tiden på at bekymre os om noget, der muligvis kan ske. Som Jesus siger: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

Det er dette et eksempel på.

Vi bliver nødt til at forholde os til det som er her og nu og få det bedste ud af det liv, det liv, som vi nu engang har fået. Huske at være noget for hinanden, mens vi kan det – for det er kun i fællesskab med andre, at livet giver mening”.

Med venlig hilsen

Sognepræst Else Suhr